Madglæde og madmod for de mindste

Madmantra

To mødre med en mission

Vi har læst sammen og er uddannet indenfor fødevarer (cand.techn.al). Sammen har vi startet denne blog, hvor vi har tænkt os at dele ud af hvordan vi har fået meget madmodige børn. Det gør vi ved hver uge at dele madplaner med jer med opskrifter som inspirerer til at tage ungerne med i køkkenet. Vi vil gerne udfordre børnenes nysgerrighed og give dem mod til at smage og udforske maden.

Ditte

Jeg er 34 år og mor til 2 skønne unger (Gorm på 2 og Liv på 5), som smager på alt hvad jeg serverer for dem og giver mig deres uforbeholdne mening – de er mine hårdeste kritikere. Vi spiser efter kostrådene, hvilket betyder at grøntsager er en stor del af kosten, som bliver inkorporeret i aftensmaden på forskellige måder. Maden er varieret, sund og fyldt med velsmag.

I hverdagen laver jeg madplaner. Det giver ro og overskud for mig at vide hvad vi skal have at spise. Ofte har jeg ungerne med i køkkenet og giver dem små opgaver – den store kan skære grøntsager, mens den mindste er bedst til at blande ting, som for eksempel dressinger. Det er dejligt, men til tider lidt stressende at have sine børn med i køkkenet, men når det hele går op i en højere enhed så giver det masser af nærvær og dejlige stunder med dem.

Maria

Jeg er 34 år og mor til to dejlige unger, Alfred på 6 år og Liva på 3 år. Vi elsker at hygge om maden og spise varieret. Vi opfordrer vores børn til at være med i køkkenet når de har lyst.  Når den mindste (Liva) vil være med, så følger den store som regel efter. Som familie sætter vi stor pris på at gå ud at spise rundt omkring i København og besøge nye lækre bagerier eller spise frokost på små hyggelige restauranter.

Vi ved hverdagen (og weekender) med børn kan være pressede og det er svært at finde tid til at have sine børn med i køkkenet. Men man kan starte i det små og lade dem skralde en gulerod, røre i gryden eller være med til at smage maden til. Disse små ting vækker de små ungers sanser og de bliver mere modige til at smage på flere ting.

Tak fordi I læser med og vi håber I kan blive inspireret.

Kontakt os endelig på mail: smaamadoerer@gmail.com

Madglæder til alle,

Ditte & Maria