Madglæde og madmod for de mindste

Gadekøkken og oplevelser for familier i Helsingør

Gadekøkken og oplevelser for familier i Helsingør

Som barn er jeg kommet meget i Helsingør og har altid syntes at det var en hyggelig by med gamle huse, smalle gader og Brostræde is. Brostræde is kan man stadig få, men de sidste år er der virkelig sket en fed byfornyelse i Helsingør, og der er lige kommet en upgrade på hvad man kan opleve som familie i byen bl.a. på Værftets Madmarked.

Her er en samling af de steder/oplevelser, som vi for nyligt har besøgt i Helsingør. Det er ret centreret omkring havneområdet. Der er mange flere fede steder i Helsingør, dem vil jeg skrive om en anden gang.

M/S Museet for søfart

I starten af januar i år besøgte vi det nye søfartsmuseum, som nok er et af de bedste museer jeg længe har været på. Man bliver guidet hele vejen igennem museet, som er én lang gang. Der er masser af interaktive dele, og det er samtidig lærerigt. Der ud over har de værksteder for børn og det sejeste legeområde som er bygget som et skib “Drømmeskibet”.

Fun fact – jeg mødte min gamle matematiklærer, Jan, som nu er pensioneret og arbejder frivilligt på museet. Og, og, og, hende der bestyrer deres café, som i øvrigt er en super dygtig kok og iværksætter, hende har jeg gået i folkeskole med.

Kronborg og Holger Danske

På min fødselsdag her i januar kombinerede vi Kronborg og Street Food. Jeg ved ikke om det var pga. mine tømmermænd eller regnvejret og den bidende blæst, men det var sgu op af bakke at få to unger ud af døren og afsted. De synes kasematterne under slottet var fede dog, og ret uhyggelige, men slottet var de ikke imponerede over. Heldigvis, da Liv for 117. gang havde spurgt om vi ikke snart skulle hjem, fandt vi et rum på slottet udstyret med Lego og tegnesager – det hjalp. Så vi byggede slotte af Lego og tegnede prinsesser.

Næste gang vi skal på Kronborg må det godt være lidt bedre vejr, ikke regn og kulde, så man kan holde ud at stå oppe på voldene og se over på Sverige og snakke om konger og krige.

Kulturværftet

I det nye kulturvært sker der mange spændende ting og der er masser af teaterforestillinger og filmarrangementer for både børn og voksne. Biblioteket er udnævnt som et af de to bedste biblioteker i Europa. Men det fedeste er børnebiblioteket, som er som at gå på opdagelse og lave ekspeditioner i et åbent landskab med universer – der er virkelig plads til leg og hygge.

I vinterferien er der masser af arrangementer i Kulturværftet. Der vises feriefilm, hvor man d. 16. februar kan komme ind og se en gammel klassiker “Bjergkøbing Grand Prix”. Teater My opfører også “Jeg husker alting” d. 14. februar, som er sanseligt teater for de allermindste (2-5 år).

Street Food

Lige ved siden af Kulturvæftet, i en af de gamle værftshaller, er der kommet Værftets Madmarked, som fungerer som et indendørs Street Food marked. Efter en tur på Kronborg, spise vi på Madmarkedet. Det var samme dag som håndboldherrerne spillede VM finale, så det var sparsomt med besøgende.

Madmarkedet har klart potentiale, men det mangler altså lidt for at komme på niveau med det Københavnske madmarked Reffen’s Street Food, når det gælder udvalget og kvaliteten af maden. Til gengæld har de åbent hele året og priserne er noget lavere end de københavnske Street Food steder. Liv og jeg fik mad fra gastrotrucken, som lavede en virkelig lækker smagfuld burger og sprøde pomfritter, men de Bao Buns jeg fik var lidt kedelige. Vi prøvede også Fuego, som var argentinsk Street Food, virkelig lækkert. Næste gang skal jeg klart prøve Arabi-food.

Så tag bilen eller toget til den Nordsjællandske perle og oplev historie og kultur for hele familien.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *